2025 Quinta de Couselo “VALDAMOR” ALBARINO DO-Rias Baixas
Vinen har en blank, lysgylden farve med et grønligt skær. Den udvikler sig hurtigt med lidt iltning i glasset og afslører friske og rene nuancer af citrusfrugter, grønne æbler og et delikat strejf af hvide blomster. Smagen er tør, sprød og frisk med udtalte salte, mineralske noter afslutningsvist.
Leveringstid: 2-3 dage
kr. 179,00
På lager
På lager
Området
Rías Baixas ligger i Galicien, i det nordvestlige Spanien og betragtes i dag som Spaniens måske bedste distrikt for tørre hvidvine. Områdets genopblomstring i moderne tider stammer fra 1980erne, hvor den spanske regering med økonomisk støtte motiverede lokale producenter til at genbeplante deres marker med bedre druesorter, bl.a. druen Albariño, som i dag udgør ca. 95% af beplantningen. Områdets berømmelse går dog længere tilbage, for allerede i 1500- og 1600-tallet blev vinene derfra eksporteret til bl.a. England, Holland og Skandinavien. Som flere andre områder blev Galicien dog ødelagt af Phylloxera i slutningen af 1800-tallet.
Produktionen er fordelt i 5 forskellige subzoner (Condado do Tea, O Rosal, Ribeira do Ulla, Soutomaior og Val do Salnés) hvor jordbunden hovedsageligt består af en undergrund af granit og kvarts med øvre lag af aflejringsjord (rias er det spanske ord for en kystdal), smuldret granit og skiffer. Sammen med det kølige klima mod Atlanterhavet og rimelige regnmængder giver det alt i alt perfekte forhold til dyrkning af hvidvine.
Vinen
”Valdamor” er lavet på 100% Albariño-druer fra subzonen O Rosal i Rías Baixas og fra Quinta de Couselos egne vinmarker samt et par andre vinmarker, man dyrker på lejebasis. Parcellerne byder på en god eksponering og jordbundsdiversitet (aflejringsjord, skifer og granit).
Klaserne er håndplukkede i små kasser à 15 kg., og de transporteres derefter straks til kælderen, hvor de køles ned til 5º C, før de sorteres og afstilkes. De hele druer gennemgår en skind-maceration i 2 timer efterfulgt af en skånsom presning. Mosten gennemgår herefter en naturlig og kølig gæring på ståltanke samt en modning i hele 6 måneder ”sur lie” (på bundfaldet) i tankene for at tilføre yderligere aroma og struktur til vinen.
Vinen har en blank, lysgylden farve med et grønligt skær. Den udvikler sig hurtigt med lidt iltning i glasset og afslører friske og rene nuancer af citrusfrugter, grønne æbler og et delikat strejf af hvide blomster. Smagen er tør, sprød og frisk med udtalte salte, mineralske noter afslutningsvist. En meget appetitgivende vin!
Server den til skaldyr (gerne østers), retter med dampet eller grillet fisk, men også til røget laks, pastaretter, fjerkræ og varme grønsagsretter.



Anmeldelser