Rosévin- 2017 Lenotti Chiaretto Vigna le Giare Rosé, Veneto

Vinen har en flot, sart rød-rosé farve, og i duften finder man aromaer af fersken og hindbær. I smagen er vinen meget frugtrig, delikat og sprød. En ægte rosé med masser af charme.

Producent: Cantine Lenotti

Leveringstid: 1-2 dage

DKK 119,00

GTIN: N/A Varenummer (SKU): 06013431735 Kategorier: , ,

Området
Valpolicella-distriktet er uden tvivl det mest berømte vinområde i Veneto og er især kendt verden over for sine Amarone-, Recioto-, Ripasso- og almindelige Valpolicella-vine, der alle er lavet på de klassiske røde druesorter fra området: Corvina, Rondinella og Molinara. Det smukke, bakkede distrikt med nogle af Venetos flotteste, historiske ”villaer” og ikke mindst smukke bakkede vinmarker, starter umiddelbart nordøst for Verona og breder sig mod vest til Bardolino ved Gardasøen. Både landskabet, højden, jordbunden og de klimatiske forhold veksler fra sted til sted, og det forklarer de mange forskelligartede vine, som man finder i Valpolicella. De fleste producenter har i dag forstået, at et lille udbytte og en selektering af de parceller, man dyrker vin på, er bedre for kvaliteten, som generelt er blevet højere i distriktet.
Distriktet producerer almindelige Valpolicella DOC-rødvine, Valpolicella Classico DOC, Valpolicella Superiore DOC (med min. ét års lagring) samt Valpolicella Ripasso DOC, Amarone della Valpolicella DOCG og Recioto della Valpolicella DOCG. De to sidste er bedst, når de kommer fra Classico-området og når man har prioriteret druen Corvina i blandingen.

Producenten
Cantine Lenotti er synonymt med familien Lenotti og består i frontlinjen af Claudio Lenotti, som er firmaets chef og salgsansvarlige. Faderen, Giancarlo, er (stadig) firmaets ønolog og kældermester og moderen, Marina, tager sig af salget i Italien. Familien har i den grad forstået at forene områdets mest stolte traditioner med moderne tankegang i såvel produktion som marketing, og er således et af de bedste eksempler på, hvorfor vinene fra Veneto er blevet så populære mange steder i verden og ikke mindst i Danmark.
Hos Cantine Lenotti råder man over de mest moderne tekniske faciliteter, hvorpå man producerer stort set alle de kendte vine fra området. Porteføljen af vine rummer samtidig lidt for enhver pengepung – fra dagligdags-prisniveauet og op til prestige-amaronen, ”Di Carlo” (opkaldt efter faderen selv), Det er dog vine, der stadig i dag primært henvender sig til den såkaldte ”almindelige vinforbruger”, som værdsætter et rigtigt godt forhold mellem pris og kvalitet og samtidig sætter stor pris på vine, der er relativt ukomplicerede, men som med deres charme og brede tilgang til gastronomien udgør et fint match hertil.

Vinen
Druerne (Corvina, Rondinella og Molinara) til denne Chiaretto Bardolino ”Vigna le Giare” er hentet på vinmarken ”Le Giare” – en pragtfuld mark beliggende kun et stenkast fra Garda-søen. Vinmarken fungerer nærmest som forhaven til Claudio Lenottis private beboelse og er udelukkende beplantet efter ”Pergola” systemet. Midt på marken – lige over for Claudios terrasse – strækker der sig en smuk allé ned ad skråningen pyntet med rosenbuske i et utal af farver og rosensorter. Hemmeligheden bag markens særlige kvalitet ligger blandt andet i jordbunden, som her hovedsageligt består af knuste moræne-sten – deraf dens navn ”Giare”, som lokalt betyder ”sten”.
Straks efter en separat plukning efter druesort bliver druerne skånsomt mast og macereret med deres skind i 16-24 timer. Efter presningen bliver mosten gæret separat i ståltanke. Vinen bliver lagret vinteren over på rustfrie ståltanke, og aftapningen foregår sterilt ved lav temperatur.
Prestige-roséen ”Le Giare” laves kun i begrænset kvantitet. Den har en flot, sart rød-rosé farve, og i duften finder man aromaer af fersken og hindbær. I smagen er vinen meget frugtrig, delikat og sprød. En ægte rosé med masser af charme.
Den vil egne sig flot til de fleste forretter, til pizza, til pasta- eller risottoretter med fisk, skaldyr eller lyst kød.

https://www.lenotti.com/en/