Tilbud

Le Contesse “Cuvee Anna” Spumante Dolce-Veneto

Leveringstid: 1-2 dage

DKK 119,00 DKK 99,00

GTIN: N/A Varenummer (SKU): 06090221935 Kategorier: ,

Producenten
Vinhuset Le Contesse i Veneto blev formelt grundlagt i 1976 af de aktuelle ejere, ægteparret Loris og Luigina Bonotto. Men traditionen for vindyrkning i familien kan føres helt tilbage til 1600-tallet. Loris Bonotto overtog faderen Pietro Bonottos lille vingård med tilhørende vinmarker, og videreførte faderens stærke passion for kvalitetsvine og veldyrkede vinmarker. På overtagelsestidspunktet var druesorterne primært Carmenère, Pinot Bianco og Chardonnay. Flere vinmarker og druesorter (fx Glera) er sidenhen kommet til, og i dag fremstår Le Contesse som en moderne vingård og som en af de vigtigste aktører i Veneto for mousserende vine.
Navnet "Le Contesse" stammer fra grevinde Maria Tiepolo, der tidligere ejede nogle af de marker, som familien Bonotto overtog. I dag ligger ejendommen i Tezze di Vazzola, sydøst for Conegliano (Valdobbiadene), med 155 ha. vinmarker fordelt på 8 kommuner: San Polo di Piave, Mareno di Piave, Santa Lucia di Piave, Vazzola, San Pietro di Feletto, Vittorio Veneto, San Vendemmiano og Roveredo in Piano. Loris Bonotto er uddannet ønolog fra universitetet i Conegliano. Omkring sig har han et dygtigt team af vindyrkere og vinmagere, og han har således fuld kontrol over dyrkning og produktion af bl.a. DOC Prosecco og DOCG Conegliano Valdobbiadene Prosecco Superiore, på såvel Methode Charmat som Méthode Traditionnelle.
Vinmarkernes store, geografiske diversitet giver mulighed for at producere vine med stor kompleksitet og i forskellige stilarter, lige fra sødmefulde Dolce Spumante, halvtørre Extra Dry og til tørre Brut.

Området
Venetos tradition for at anvende forskellige lokale druer i vinene blev allerede beskrevet i det 1. årh. f. Kr. af romerne, som i øvrigt menes at have indført appassimento teknikken i området med en delvis tørring af druerne inden gæring. Det er ofte netop de såkaldte Ripasso, Amarone eller Recioto vine, man tænker på, når man taler om vinene i Veneto, men området er først og fremmest leverandør af populære, umiddelbare og frugtrige vine som de hvide Soave eller Bianco di Custoza og de røde Bardolino og Valpolicella-vine.
Området ligger syd for Alto Adige-Trentino i Norditalien og strækker sig fra Gardasøen mod vest til byen Venedig mod øst. Det giver store forskelle i dyrkningsforhold, både klima- og jordbundsmæssigt og betyder derfor store stilvariationer. Også mere "beskedne" DOC eller IGT Veneto-vine kan være spændende - alt efter producenten! Der eksperimenteres både med områdets oprindelige druer og med mere "moderne" krydsninger, og man kan derfor blive overrasket med ganske spændende vine, både hvide-, rosé- og rødvine samt mousserende.

Vinen
Spumante Dolce Anna laves hovedsageligt på Glera og Moscato druer fra Le Contesses vinmarker i Treviso, hvor man bruger Sylvoz-beskæring en meget almindelig metode i Veneto. Efter en skånsom presning af druerne, gennemgår mosten en naturlig bundfældning. Derefter bliver en lille del af mosten opbevaret køligt, og hovedparten sat til gæring på ståltanke. Efter nogle ugers hvile bliver vinen og den ugærede most blandet og flyttet til tryktanke, hvor andengæringen foregår med selekteret gær. Efter aftapningen gemmes flaskerne i nogle uger under kølige forhold.
En Spumante i Dolce-stil har altid et højt restsukkerindhold (her 60 g./l. og desuden en alkoholprocent på ca. 9,5%), men ud over sit sødmefulde, eksotiske præg, har Anna også en god lethed og friskhed. Vinen har en livlig mousse og fine, vedvarende bobler. Farven er strågul, og i duften finder man nuancer af hvide blomster, abrikoser, ferskner og mango. Smagen slutter med aromatiske og ret intense toner trods den lave alkoholprocent (9,5%). Serveres til dessert, kager (gerne med frugter), frugtsalat og til is.

Anmeldelser

Vær den første til at anmelde “Le Contesse “Cuvee Anna” Spumante Dolce-Veneto”

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *