2022 Philippe Bouzereau “LES GRANDS CHARRONS” MEURSAULT ØKO-Bourgogne
Vinen har et flot, gyldent skær i farven, og duften er meget klassisk Meursault, med både koncentration og finesse. Her finder man sprøde, eksotiske nuancer af citrusfrugter samt mere cremede toner af ferskner, mandler og en smule vanilje. Smagen er meget kompleks og intens med en sprød, mineralsk og krydret finish.
Producent: Philippe Bouzereau
Leveringstid: 1-2 dage
kr. 619,00
På lager
På lager
Området
Med Meursault kommunen i det sydlige Côte de Beaune starter området for Bourgognes absolutte tophvidvine. Sammen med nabodistrikterne Puligny-Montrachet og Chassagne-Montrachet producerer man her nogle af de mest kraftfulde og komplekse vine på Chardonnay. Selve byen Meursault bærer præg af, at stedet engang har været et af de største centre for vinhandel i Bourgogne. Her finder man utallige flotte ejendomme og et hav af flotte modningslokaler bygget helt tilbage i Middelalderen. I dag ser byen måske en smule søvnig ud men tag ikke fejl. Vinaktiviteten er der stadig i allerhøjeste grad, selvom de store firmaer er flyttet til Beaune eller Nuit-St.-Georges.
I Meursault findes ingen Grand Cru-marker men til gengæld 20 Premier Cru (ca 108 ha. i 2018) og over 50 "lieux-dits" . Skal man drikke Meursault, når de er unge, kan man med fordel vælge "almindelige" Meursault AOC, mens 1. Cru-vine ofte kræver lidt mere modning. Rødvinene er næsten en hemmelighed i Meursault med kun 10,66 ha. i produktion i AOC'en (1,27 ha. i 1. Cru), sammenlignet med ca. 381 ha. for hvidvine.
Producenten
Familien Bouzereau i Meursault har dyrket vin i Côte de Beaune i ni generationer siden 1700-tallet. I 1995 købte Philippe Bouzereau det berømte Château de Cîteaux og samlede her hele sin vinproduktion. Efter sine vinstudier i Beaune og nogle års praktisk erfaring med vinproduktion i Beaujolais, Australien og New Zealand, overtog sønnen (som også hedder Philippe) i 2006 firmaet med de dengang 16 ha. vinmarker - hovedsageligt beliggende i Meursault men også lidt i nabokommunerne.
Da slotsbygningerne, og ikke mindst munkenes oprindelige vinkældre fra 1098, krævede omfattende vedligeholdelsesarbejde, besluttede familien i 2010 at sælge Château de Cîteaux - dog uden også at sælge de tilhørende vinmarker.
Familien har altid dyrket druerne efter principperne i Agriculture Raisonnée (integreret dyrkning), og anvender udelukkende egne kloner. Det fremmer terroiren i vinene - en prioritering man også praktiserer i kælderen, med så lidt indgriben i vinificeringen som muligt samt en beskeden anvendelse af nye træfade. I 2015 gik Philippe Bouzereau over til en økologisk dyrkning på de i dag 18 ha. vinmarker, og fra og med årgang 2022 er de første vine certificeret økologiske. Samtidig er Philippes bror, Charles Bouzereau, blevet ansat i familiefirmaet, for som Philippe siger: Alene går man hurtigt, men når man er to, når man længere!
Vinen
Meursault "Les Grands Charrons" fra Domaine Philippe Bouzereau produceres med druer fra parcellen af samme navn på 2,46 ha. Vinstokkene er plantet i 1950, 1981, 1987 og 1997. Jordbunden er meget dyb og består mest af ler i den nederste del af marken og af en blanding af jord og småsten længere oppe. Siden 2015 har man dyrket parcellen efter økologisk landbrug og opnået certificering med årgang 2022.
Mosten er gæret på egetræsfade med løbende batonnage (omrøring), og vinen bliver derefter modnet på sit lie (bundfald) i 12 måneder på fade, hvoraf de 20% er nye, og derefter 3 måneder på større ståltanke. Inden aftapningen bliver vinen let klaret, men ikke filtreret for at bevare den optimale frugt og finesse.
Vinen har et flot, gyldent skær i farven, og duften er meget klassisk Meursault, med både koncentration og finesse. Her finder man sprøde, eksotiske nuancer af citrusfrugter samt mere cremede toner af ferskner, mandler og en smule vanilje. Smagen er meget kompleks og intens med en sprød, mineralsk og krydret finish.
Vinen egner sig fint til alle kraftige og eksotiske fiske- eller skaldyrsretter men vil også være flot til fjerkræ og kalv. Meursault bør serveres i store glas, da den har godt af lidt iltning. Serveres afkølet men ikke iskold.
Anmeldelser