2019 Jean Baptiste Jessiaume RULLY 1. CRU “LA FOSSE” ROUGE-Bourgogne
Rødvinene fra marken La Fosse i Rully afslører altid en umiddelbar kølighed i duften og en smag med sarte frugtnuancer samt en god dybde. Præcis sådan oplever man Jean-Baptiste Jessiaumes udgave. Den har en meget flot, blank rubinrød farve og en meget aromatisk duft, med nuancer af solbærblade, fuglekirsebær, vilde brombær samt violer og vilde roser. De samme toner følger også i smagen, som slutter ret charmerende og harmonisk. En flot rød Rully!
Leveringstid: 1-2 dage
kr. 399,00
På lager
På lager
Producenten
Jean-Baptiste Jessiaume er 6. generation i en familie i Santenay, som har handlet med vin siden det 18 årh. og selv dyrket vin siden 1830. Da Jean-Baptiste var teenager var det imidlertid andre græsgange, som først tiltrak sig hans opmærksomhed: Fodboldens græsgange. Efter et ophold på AJ AUXERRE Academy kom han til GLASGOW RANGERS og STANDARD LIEGE, og han siges at have været på Sir Alex FERGUSONs liste til en prøveperiode hos MANCHESTER UNITED... Om talentet i virkeligheden var større indenfor vinproduktion, eller det var ønsket om at fortsætte familiens vintraditioner i Santenay, som var afgørende, melder historien ikke noget om, men sikkert er det, at talentet udi vin er stort.
Sikkert er det endvidere, at han tog en vinuddannelse, og allerede som 23 årig modtog han i 2012 prisen som "Young Burgundian Winemaker of the Year", mens han var kældermester hos et stort vinfirma i Côte Chalonnaise. Jean-Baptiste Jessiaumes far (Marc, kældermester) og onkel (Pascal, vindyrkning) solgte i 2007 familiens gamle Domaine i Santenay, men beholdte dog nogle få parceller i området. I dag arbejder de begge sammen med Jean-Baptiste i det nye vinfirma, som han grundlagde i 2019, midt i landsbyen Santenay.
Området
Rully-distriktet er en del af området Côte Châlonnaise i det sydlige Bourgogne, syd for Côte d'Or. Området nyder ikke helt samme anseelse som de nordligere naboer, men flere producenter er de senere år blevet dygtigere til at udnytte vinmarkernes potentiale. I distrikter som Rully, Mercurey, Givry og Montagny finder man ofte gode rød- og hvidvine (sidstnævnte dog kun hvidvine), der prismæssigt er mere overkommelige. Endelig udgør den mousserende Crémant de Bourgogne også en stor del af vinproduktionen i Côte Châlonnaise.
Rully appellationen omfatter 345 ha., hvoraf de 100 ha. er klassificerede som 1. Cru (23 i alt). Flere af de 29 såkaldte "Lieux-dits" (enkeltmarker) er også ganske interessante. De bedste hvide Rully-vine har en tør og flot karakter af flint men har i tilgift også eksotiske nuancer af vanilje, frugter, hasselnødder og valnødder, når de fx er lagret på træfade. De røde kan være en smule aggressive, når de er unge, men de bedste af dem har en god frugtkoncentration og et godt modningspotentiale.
Vinen
Jean-Baptiste Jessiaume henter Pinot Noir-druerne til denne vin på en parcel med 0,65 ha. på 1. Cru-marken La Fosse i Rully. La Fosse (grube på fransk) fortjener sit navn, da den ligger i en fordybning, ved foden af skråningen ved landsbyens vestlige grænse. Vinmarken er nærmest klemt mellem de tre 1. Cru Marissou, Chapitre og Rabourcé. Selv om La Fosse ikke er den mest kendte 1. Cru-mark i Rully, giver dens enestående dræning med småsten ved overfladen og kalksten og ler i dybden fremragende betingelser til dyrkning af både hvid- og rødvine. Vinstokkene danner dybe rødder for at nå vandreserverne i dybden, mens den stenrige overflade opmagasinerer varmen om dagen og afgiver den om natten.
Høsten foregår manuelt, og klaserne bliver yderligere selekteret ved ankomsten til kælderen. Efter en 100% afstilkning og en skånsom masning gennemgår druerne en kølig spontan gæring med druernes eget gær. Den varer i ca. 30 dage og efterfølges af en malolaktisk gæring. Vinen modnes derefter i 15 måneder, hvoraf 12 måneder på klassiske Bourgogne-fade af 228 l. (10% nye).
Rødvinene fra marken La Fosse i Rully afslører altid en umiddelbar kølighed i duften og en smag med sarte frugtnuancer samt en god dybde. Præcis sådan oplever man Jean-Baptiste Jessiaumes udgave. Den har en meget flot, blank rubinrød farve og en meget aromatisk duft, med nuancer af solbærblade, fuglekirsebær, vilde brombær samt violer og vilde roser. De samme toner følger også i smagen, som slutter ret charmerende og harmonisk. En flot rød Rully!
Vinen er velegnet til retter med fuglevildt, and, lam, eller kalv. Dens charmerende karakter gør den også velegnet til grønsagsretter, eller til grillet fisk.
Anmeldelser