2017 Rathfinny ROSE BRUT SUSSEX SPARKLING-England

Rosé Brut har en flot, sart pink farve med orange skær. Boblerne er meget livlige og vedvarende. Duften er elegant og frugtrig med eksotiske nuancer af vilde roser, ribs og kirsebær samt sprøde toner af rabarber, granatæbler og rønnebær. I smagen har vinen god nerve, friskhed og finesse, og den slutter med en dejlig, afrundet tannin og let eksotiske og fede nuancer af røde bær. En meget forførende og charmerende mousserende rosé! Perfekt til gastronomien. Prøv den til skaldyr, fisk, asiatiske retter eller lyst kød.

Producent: Rathfinny Wine Estate

Leveringstid: 1-2 dage

kr. 399,00

På lager

På lager

GTIN: 5060566720113 Varenummer (SKU): 07004231735 Kategorier: ,

Producent
Rathfinny Wine Estate ligger nær landsbyen Alfriston, vest for Eastbourne i East Sussex. Vingården blev grundlagt i 2010 af ægteparret Mark og Sarah Driver, som købte en tidligere landbrugsejendom i Cradle Valley, kun ca. 5 km. fra kysten og de berømte kalkskrænter "Seven Sisters". I april 2012 gik parret i gang med at beplante de første vinmarker på ejendommens sydvendte skråninger. Man valgte druesorterne Pinot Noir, Pinot Meunier, Chardonnay og en smule Pinot Gris med henblik på at producere sparkling wines fra øverste hylde, hvilket den kridtholdige jordbund, landskabsudformningen og klimaet yder de bedste betingelser for. Netop den kridtholdige jordbund har området tilfælles med Champagne, da der løber et kridtholdigt bånd helt fra det nordlige Frankrig til det sydlige England. Det er derfor bestemt ikke uden grund, at mange vinskribenter omtaler Sussex som Det andet Champagne-distrikt.

I dag ejer Rathfinny Wine Estate 93 ha. vinmarker (i alt 385.000 vinstokke), som primært leverer druer til husets sparkling wines. Mark og Sarah og hele teamet på gården har siden begyndelsen forsøgt at tilpasse og forbedre de teknikker, man i flere århundreder har brugt i Champagne-distriktet i Frankrig, og målet er naturligvis at producere mousserende vine, der stil- og kvalitetsmæssigt er på højde med storebroderen, der befinder sig ca. 400 km væk i sydøstlig retning!

Rathfinny Wine Estate har lige siden begyndelsen indrettet hele deres virke med størst mulig fokus på ansvarlighed i bredeste forstand - bl.a. ift. strømforbrug som (rigeligt) dækkes af 1.500 solcellepaneler på tagene. Man har desuden iværksat et storstilet program til fremme af biodiversiteten, og socialt set er vingården meget engageret i at skabe de bedste arbejdsforhold til medarbejderne, som udelukkende rekrutteres fra nærområdet. Disse og andre tiltag har således i 2023 medført, at Rathfinny som den første mousserende vinproducent i verden, der selv dyrker alle druer til produktionen, er blevet B Corp-certificeret - den højeste internationale certificering ift. en ansvarlig og transparent drift.

Rathfinnys sprøde, tørre og meget delikate vine betragtes som nogle af de bedste i området, og hører til i den absolutte elite af engelske mousserende vine.

Vinen
Rosé Brut 2017 er tredje årgang for denne vin hos Rathfinny Wine Estate. Den er lavet på 63% Pinot Noir, 19% Chardonnay og 18% Pinot Meunier. I slutningen af foråret 2017 oplevede man i både Nord- og Sydeuropa en periode med hård frost efter en ellers tidlig knopskydning. Heldigvis gav de sydvendte vinmarker og havets nærhed god beskyttelse hos Rathfinny, hvor man slap for frostskader. Desuden oplevede man en solrig sommer, efterfulgt af en fantastisk sensommer i september. Den lange modning gav druer med usædvanlig aroma, frugtkoncentration og en perfekt sukker-syre balance.

De håndplukkede klaser transporteres til gården i små beholdere, og vinificeringen foregår efter "Traditional Method", med en individuel behandling af druerne fra de forskellige parceller i små pressere og ståltanke. Kun mosten fra de to første presninger anvendes til denne vin. Efter en malolaktisk gæring tilsætter man en smule Pinot Noir-rødvin modnet på franske træfade for at give blandingen dens sarte rosé-farve. 2. gæringen på flaske varer 24 måneder. Vinen får kun en dosage på 4 g. sukker/l., hvorfor Rosé Brut er i den tørre ende.

Rosé Brut har en flot, sart pink farve med orange skær. Boblerne er meget livlige og vedvarende. Duften er elegant og frugtrig med eksotiske nuancer af vilde roser, ribs og kirsebær samt sprøde toner af rabarber, granatæbler og rønnebær. I smagen har vinen god nerve, friskhed og finesse, og den slutter med en dejlig, afrundet tannin og let eksotiske og fede nuancer af røde bær. En meget forførende og charmerende mousserende rosé! Perfekt til gastronomien. Prøv den til skaldyr, fisk, asiatiske retter eller lyst kød.

Anmeldelser

Vær den første til at anmelde “2017 Rathfinny ROSE BRUT SUSSEX SPARKLING-England”

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *