2015 Paul Jaboulet Hermitage “La Maison Bleue”-Rhone

Toner af modne mørke bær som brombær, solbær og blåbær, samt røgede og krydrede nuancer. I smagen er vinen meget koncentreret, aromatisk – igen med karakter af modne frugter.

Producent: Poul Jaboulet

Leveringstid: 1-2 dage

DKK 799,00

GTIN: 3105710350159 Varenummer (SKU): 02743011535 Kategorier: , ,

Distriktet
Hermitage betyder eremitbolig på fransk og navnet overgik området efter en legende om ridderen de Sterimberg, som efter at have bekæmpet kætterne i beg. af det 13. årh., angrede og trak sig tilbage i en beskeden bolig på toppen af Tain-bjerget, hvor han brugte sin tid på bøn og vindyrkning. I det 17. årh. blev vinene fra nabobjerget Saint-Christophe omdøbt til Hermitage og samtidig oplevede Hermitagevinene stor berømmelse hos de kongelige, såvel i England og Frankrig som i Rusland.
Områdets mange forskellige parcelnavne skyldes de store forskelle, som man finder i jordbunden i Hermitage: granit, glimmer, skiffer, gnejs og runde aflejringssten. De fleste vinmarker vender mod syd og er således beskyttede mod vinde fra nord. Samtidigt får de masser af sol. Røde Hermitage vine har som regel en mørk, rubinrød farve med aromaer af solbær, hindbær, peber og vilde blomster. Med alderen udvikler det sig til karakterer af blommer, modne kirsebær, syltede frugter og læder. De kan virke en smule aggressive i deres ungdom men udvikler sig med tiden mod det bløde og det runde. De hvide har en flot, gylden, blank farve, og i duften finder man karakterer af blomster, vanille og brændte mandler. Smagen er fed og meget aromatisk.

Producenten
Da Gérard Jaboulets døde i slutningen af 1990’erne, gennemgik firmaet en vanskelig tid, men efter familien Freys opkøb af Paul Jaboulet Aîné i 2006, er det nu igen tilbage i den absolutte elite. Familien Frey stammer fra Champagne, hvor man ejer 100 ha. vinmarker. Familien ejer desuden også Château la Lagune, 3. Cru Classé i Bordeaux samt mindre besiddelser i Bourgogne og i Valais, Schweiz.
Den ældste datter i familien Frey, Caroline, har forestået genopbygningen af Paul Jaboulet Aîné og er fortsat i spidsen for firmaet. Hun er uddannet ønolog i Bordeaux og er kendt for at være perfektionist til fingerspidserne. Alle firmaets marker er således blevet grundigt renoverede, og nye topparceller i Côte Rôtie, Condrieu og Châteauneuf-du-Pape er blevet købt og tillagt den i forvejen imponerende portefølje af markbesiddelser, som nu i alt andrager 120 ha. Druerne fra alle disse marker suppleres i begrænset omfang med druer, som man indkøber på Negociant-basis fra faste vindyrkere.
Som et led i den fortsatte udvikling af firmaet har Caroline Frey ved købet iværksat et kæmpe program med overgang til økologisk dyrkning. Man har således siden 2013 dyrket alle marker økologisk, og fra og med årgang 2016 er alle domaine-vinene fra Jaboulet certificeret økologiske.

Vinen
”La Maison Bleue” (tidligere ”La Petite Chapelle”) blev første gang produceret i 2015. Navneændringen er foretaget for at øge fokusset på Jaboulets flagskib i Hermitage, ”La Chapelle”.
Vinen er lavet 100% på Syrah, som kommer fra nogle af Hermitages bedste parceller (biodynamiskdyrkede) på topvinmarker som Les Bessards, les Greffieux, le Méal og les Rocoules.
Vinstokkene er 40-60 år gamle, og produktionen er begrænset til 15-20 hl./ha. Bedre oprindelse findes ganske enkelt ikke i Hermitage, og vinen laves med samme omhu og håndværk som tidligere. En lidt kortere fadmodning og en mindre andel nye fade (20%) giver dog en mildere stil og en hurtigere udvikling, samtidig med en stor aroma- og smagskoncentration.
Vinen har en flot, blank mørkerød farve. Duften er en smule lukket først men udvikler sig hurtigt, når man ilter den. Toner af modne mørke bær som brombær, solbær og blåbær, samt røgede og krydrede nuancer. I smagen er vinen meget koncentreret, aromatisk – igen med karakter af modne frugter. I eftersmagen fornemmer man god tannin og fornøjelsen varer ved. God til and, kalvebrisler, okse og vildtretter.