Rødvin- 2015 Cascina Ballarin Barbera D'Alba Giuli, Piemonte

Vinen er meget fed på glasset. I duften finder man nuancer af brombær, blåbær, tjære og krydderier. Smagen er meget koncentreret med god sødme og toner af kage og syltede frugter men samtidig uimodståeligt delikat med god velour.
Leveringstid vine: 1-2 hverdage
 
Land / Producent: Cascina Ballarin
Kr 249,00

Området
Få steder på jorden er smukkere end Piemonte på en solskinsdag ved efterårstid. De bølgende bakker med vinmarker står i gyldne farver med de sneklædte Alper i baggrunden og blå himmel foroven. Det ligner ren magi. Det, der præger efteråret i Piemonte, er nu ellers tågedis, der opstår, når den kolde bjergluft fra Alperne mødes med den lune luft fra lavlandet. Alperne øver stor klimatisk indflydelse på området og frembringer bl.a. en del regn forår og efterår, men regnen kan såmænd også sætte ind om sommeren. Tørke er med andre ord sjældent noget problem for vinbønderne i området, hvilket naturligvis kan betragtes som en fordel, alt efter hvilken druesort man dyrker. Om vinteren bevirker Alperne, at temperaturen på virkeligt kolde dage og nætter til tider når ned på 10 graders frost.

Producenten
Cascina Ballarin er et ægte familieforetagende, hvor alle medlemmer i familien deltager i det daglige arbejde omkring vinejendommen i La Morra – og dette siden 1928, hvor huset blev bygget, og markerne i La Morra og Monforte d’Alba blev erhvervet. I dag dyrker man druerne Nebbiolo, Barbera, Dolcetto og en smule Cabernet Sauvignon på nogle af de bedste marker i området – som for eksempel Bussia og Giuli.

Både arbejdet på vinmarkerne og i kælderen er nøje tilrettelagt hos Cascina Ballarin, og vinificeringen bliver aldrig gjort til en fast rutine. Opskriften bliver hele tiden tilpasset hver druesort, hver mark og hver årgang. Små detaljer betyder utroligt meget for den færdige vins kvalitet. Druen Barbera f.eks. har unikke egenskaber, som kun kommer frem, hvis vinbonden arbejder for det. Druens store virilitet i et køligt klima betyder, at den skal beskæres flere gange i løbet af sommeren, og at nogle drueklaser klippes fra for at holde udbyttet nede. Ballarin familiens Barbera parcel på marken Giuli er dog ved at være oppe i en moden alder (45 år), og høstudbyttet bliver derfor begrænset af naturen selv. Jo ældre vinstokke des mindre udbytte – men til gengæld opnår druerne langt større koncentration, end hvis de voksede på unge vinstokke.

Vinen
Barbera druen, som denne vin har taget navn efter, er blevet utroligt populær i den nye verden, og årsagen er, at den trives fint selv i et meget varmt klima. De bedste resultater med Barbera opnås dog i køligere områder som f.eks. Piemonte. Her opnår Barbera druen i et normalt år et naturligt alkoholpotentiale på 13,5% – 14%. Det siger næsten sig selv, at under varmere himmelstrøg vil druernes sukkerindhold blive for dominerende, og vinen vil miste meget af sin karakter. Det går især ud over finessen.

Et andet aspekt er Barbera druens sene modning. Den er først fuldmoden primo oktober, hvor regn og tåge ikke er et sjældent syn i Piemonte. Derfor drister mange vinbønder sig til at høste, før druen er rigtigt moden. Resultatet bliver ofte en frugtrig og lidt ”vandet” vin, der ikke fremviser det potentiale, som druen i virkeligheden rummer. Hos Ballarin sørger man for kun at høste sunde og modne druer ved hjælp af håndplukning og en kraftig sortering af druerne, som for denne vin udelukkende kommer fra en parcel på 0,5 ha. kaldt Vigna Giuli med ca. 45 år gamle vinstokke.

Cascina Ballarin producerer Barbera d´Alba efter Barolo principper. Man behandler faktisk Barbera, som var det Nebbiolo, og man bruger 225 liters franske egetræsfade til vinificeringen. Hos brødrene Ballarin bliver gæringstemperaturen ændret efter årgang, mostens skindkontakt forlænget/forkortet, og frem for alt så ændres forholdet mellem, hvad der anvendes af ny og gammel eg. Er vinen meget kompleks, får den mere ny eg, er den frugtagtig og aromatisk, får den mere gammel eg.

Barbera d´Alba Giuli er gæret ved lavere temperatur, og dermed bliver macereringen også forlænget, hvilket tydeligt ses på vinens mørke farve. Dernæst bliver vinen lagret 18 måneder, normalt på 50% nye franske egetræsfade samt 50% gamle – men igen opskriften kan variere efter årgang. Herefter ligger vinen endnu 6 måneder på flaske inden den er klar til salg.

Ballarin brødrene udnytter vinmarken og de ældre vinstokkes potentiale optimalt til at skabe en utrolig mørk, tæt og kompakt vin, der samtidig har en meget blød og imødekommende tannin. Vinen er meget fed på glasset. I duften finder man nuancer af brombær, blåbær, tjære og krydderier. Smagen er meget koncentreret med god sødme og toner af kage og syltede frugter men samtidig uimodståeligt delikat med god velour. Men tag ikke fejl for vinen kan spille med musklerne og vil kunne gemmes i 5-10 år efter årgangen.

Det ville være en flot vin til vildt eller kalvekød.