Sorry - this product is no longer available

Hvidvin- 2014 Bouchard Finlayson Chardonnay Kaaimansgat Overberg, Sydafrika

En lækker, mineralsk Chardonnay med masser af friske aromaer og et godt bid. Vinen har samtidig god dybde og struktur. Lidt i ”Cool Climate-stil”, noget som gør den meget velegnet til gastronomien. Serveres f.eks. til skaldyr- eller fiskeretter, men også til kylling eller kalv i lyse saucer.
Leveringstid vine: 1-2 hverdage
 
Land / Producent: Bouchard Finlayson
Kr 199,00

Distriktet
Overberg er et nyt officielt vindistrikt (Winegrowing Area/Wine of Origin), som hører til i regionen Cape South Coast, mellem Walker mod syd og Riviersonderend Mountains mod nord. Distriktet samler en del af de vinmarker, der ikke hører under Walker Bay og Elgin, som Overberg nærmest omringer. Flere gode producenter i Walker Bay, Paarl og Franschhoek har anlagt vinmarker i Overberg.

Lige som Walker Bay drager Overberg fordel af et forholdsvist køligt klima pga. havets nærhed. De vinmarker, som ligger langs floden Klein nyder godt af en jordbund med frodige aflejringer, mens dem, som ligger i højden i de bjergrige områder, vokser på en undergrund af sandsten og kalk. Det giver gode forhold til især hvidvine. Særligt subdistrikterne Klein River og Theewater vinder frem for deres fremragende kvalitet. De andre subdistrikter er Elandskloof og Greyton.

Producenten
Vinhuset Bouchard Finlayson betragtes i dag som Sydafrikas suverænt bedste "Bourgogne-hus". Det ligger i Hermanus, godt skjult i den kølige Walker Bay dal, ca. 120 km. øst for Cape Town. Tilknytningen til det berømte franske distrikt stammer helt tilbage fra grundlæggelsen i 1989. Huset blev til ved et samarbejde mellem den berømte burgundiske vinmager, Paul Bouchard, og den meget anerkendte sydafrikanske vinmager, Peter Finlayson. Sammen ryddede de nogle særligt udvalgte markparceller, bearbejdede jordbunden og plantede de første Pinot Noir og Chardonnay vinstokke. Samtidig byggede de kældrene, som i dag rummer nogle af Sydafrikas bedste vine. Lige fra starten ønskede man at forene de klassiske traditioner fra den "gamle" vinverden med den innovation og kreativitet, som Sydafrika er så berømt for.

I dag råder ejendommen over 125 ha., hvoraf kun 23 ha. er beplantet med vin. Resten er dækket med områdets berømte vilde flora. Produktionen er fortrinsvis helliget Bourgogne druer, men også Sauvignon Blanc, Chenin Blanc, Riesling og Sangiovese er blevet plantet i årenes løb. For nyligt har man også plantet druesorter som Nebbiolo, Barbera og Mourvèdre – allesammen druer, som er sjældne i Sydafrika, men som giver fremragende resultater på Bouchard Finlaysons unikke terroir.

Det er stadig Peter Finlayson – som i Sydafrika ofte kaldes for ”Pioneer of Pinot Noir” – som står for produktionen af vin på Bouchard Finlayson, i tæt samarbejde med Victoria Tollman, den aktuelle ejer. Tollman familien, drivkraften bag The Red Carnation Hotel Collection, købte ejendommen i 2000.

Vinen
Chardonnay ”Kaaimansgat” har fået sit navn ”Krokodillens hule” fra skelettet af en krokodille, som man fandt, da man anlagde vinmarken i Erlands Kloof Valley, ca. 80 km. fra vingården, nær landsbyen Villiersdop i distriktet Overberg. Vinmarken ligger i 700 m.o.h., og druerne modner ganske langsomt. De høstes altid en måned efter andre Chardonnay’er fra Cape området, og især det kølige efterår tilfører druerne en aroma og en sprødhed, som er ganske særlig. Vinstokkene bliver ikke kunstvandet, og derfor giver de altid små druer med tykt skind. Dette resulterer i små mængder, men til gengæld god tannin, sprødhed og struktur.

Gæringen foregår på temperaturregulerede ståltanke med druernes naturlige gærceller, og efter en malolaktisk gæring bliver vinen modnet på sin ”lie” (bundfald) i ca. 5 måneder på ståltanke. 12% af vinen bliver modnet på nye franske træfade (228 l.) for at give mere velour og fylde.

En lækker, mineralsk Chardonnay med masser af friske aromaer og et godt bid. Vinen har samtidig god dybde og struktur. Lidt i ”Cool Climate-stil”, noget som gør den meget velegnet til gastronomien. Serveres f.eks. til skaldyr- eller fiskeretter, men også til kylling eller kalv i lyse saucer.