Rødvin- 2015 Chateau Batailley, 5. Cru Classe, Pauillac

Den fortjener at blive serveret i store glas!
Leveringstid vine: 1-2 hverdage
 
Kr 699,00

Området
Det er svært at forestille sig, at hele Médoc-området engang var dækket af skov og mose, når man ser, hvor meget vinmarkerne i dag fylder i landskabet! Men Pauillac-distriktet var faktisk et af de første steder i Médoc, hvor skoven blev ryddet og de første vinstokke plantet. De største slotte, som i dag gør distriktet så berømt, blev allerede grundlagt under Kong Ludvig d. 14.'s tid. Slotte som Latour og Lafite 1. Cru Classé, men også flere andre, spændende vinslotte fortjener opmærksomhed.

Producenten
Château Batailley, som blev klassificeret 5. Cru i den berømte klassifikation fra 1855, er familien Castéja og Bordeaux-firmaet Borie-Manoux’s flagskib. Selve slottet fik sit navn efter et afgørende slag (på fransk ”bataille”) i 1453 mellem englænderne og franskmændene, hvor man generobrede naboslottet Latour fra englænderne. Slaget, som udspillede sig, hvor Batailley-slotsbygning og vinmarker ligger i dag, var i øvrigt medvirkende til at afslutte 300 års engelsk besættelse af Aquitaine.

De første vinstokke på slottet blev plantet få år efter. Ud over vinmarkerne er man i dag meget stolt af haven, som i 1850 blev tegnet og anlagt af Napoleon 3.s  havearkitekt, Barillet-Deschamps. Pierre Borie, hvis familie boede på Château Batailley, grundlagde i 1870 det berømte Bordeaux vinfirma Borie-Manoux. Pierres søn Eugène Borie, 2. generation ved roret, førte firmaet videre til 1939. Det var sønnen Marcel, som efter 2. verdenskrig overtog Château Batailley og flyttede selve firmaet Borie-Manoux til byen Bordeaux – hvor det stadig har hovedsæde. I 1961 overdrog Marcel Borie firmaet til sin svigersøn Emile Castéja, og det er i dag Emiles søn Philippe Castéja – og dermed 5. generation – som er ved roret og bor på Château Batailley.

Vinen
Vinmarkerne på slottet udgør 57 ha. og er beplantet med 70% Cabernet Sauvignon, 25% Merlot, 3% Cabernet Franc og 2% Petit-Verdot. Det er ca. den samme druesammensætning, man finder i vinen. Jordbunden på slottet er meget klassisk med en blanding af sand, småsten og ler. Gæringen foregår på tank og varer fra 15 til 20 dage under temperaturregulering. Efter den malolaktiske gæring er vinen modnet 16-18 måneder på træfade af eg, hvoraf de 50% bliver fornyet hvert år.

Vinen fra Château Batailley er i den meget klassiske Pauillac-stil og har derfor bedst af at blive iltet på karaffel inden servering. De 70% Cabernet Sauvignon giver både i duften og i smagen nuancer af solbær, og opholdet på træ giver toner af vanille og krydderier. Vinen har en god struktur og tørhed og samtidig en god frugtkoncentration, som giver harmoniske og afrundede toner. Den fornægter ikke sin maskuline og intense Pauillac-stil og vil derfor være en god ledsager til rødt kød, retter med vildt eller lam og til mange stuvede kødretter.

Den fortjener at blive serveret i store glas!