Rødvin- 2015 Caparzo Rosso di Montalcino, Toscana

Vinen er utroligt koncentreret med Sangioveses meget særprægede karakter. Farven er dybrød, og duften er meget intens med nuancer af hindbær, modne kirsebær, violer og granatæbler. I smagen er vinen robust med en god krop og stor harmoni med frugt og fylde.
Leveringstid vine: 1-2 hverdage
 
Land / Producent: Caparzo
Kr 129,00

Producenten
Caparzo ligger 4-5 km. nordøst for den meget smukke by Montalcino på et sted, der oprindeligt hed Ca’ Pazzo (”den skøres hus”). Produktionspotentialet var enormt på denne ejendom, som havde produceret vin igennem århundreder, men som i løbet af 50'erne og 60'erne var blevet mere end forsømt. Tingene ændrede sig fra 1970, hvor et dynamisk team lod ejendommen gennemgå en total istandsættelse, og hvor de omkringliggende jorder blev nybeplantet med især Sangiovese Grosso men også Cabernet Sauvignon, Chardonnay, Sauvignon og en smule Traminer. I slutningen af 1990’erne blev ejendommen købt af Elisabetta Gnudi Angelini, som både investerede en del af sin formue og helt klart også sin sjæl i Caparzo.
I dag udgør vinmarkerne i alt 90 ha., fordelt på 5 vingårde. Selve huset Caparzo med vinificeringskældre, receptions- og udsalgslokaler samt beboelse, ligger midt i det hele. På La Casa, 275 m. over havet finder man 5 ha. Brunello på en fantastisk jordbund (Galestro) af skiffer, ler og sandsten blandet med kalkaflejringer fra havet. Resten af vinmarkerne finder man på La Caduta (længere mod vest, i en højde af 300 m., med samme jordbund som på La Casa), Il Cassero (hvor man ud over 6 ha. Brunello også dyrker Sangiovese, Syrah og Colorino) og San Piero-Caselle sydøst for Montalcino, hvor man ud over Brunello bl.a. også dyrker Merlot, Cabernet Sauvignon, Syrah og Petit Verdot. Caparzo dyrker også 4 ha. med oliventræer.

Distriktet
Allerede i det 13. årh. var vinene fra Montalcino i Toscana så efterspurgte, at nabobyerne Siena og Firenze forsøgte at tage herredømmet over distriktet. I dag anses Brunello di Montalcino-vine for at være nogle af Italiens allerbedste, og området var i øvrigt det første i landet, som opnåede den fornemme betegnelse DOCG. Området leverer også udemærkede Rosso di Montalcino DOC-vine samt en lidt mere sjælden Moscadello di Montalcino DOC-dessertvin.

Vinen
Rosso di Montalcino laves på Sangiovese druer, som udvælges fra forskellige parceller på vingårdene Caparzo (nord), Cassero (syd) og San Piero Caselle (øst). Vinen er lagret i et år på store slavonske egetræsfade (50 hl. + 80 hl. ”botti”) og derefter min. i 1-4 måneder på flaske inden afskibning.
En ægte og kompromisløs Rosso di Montalcino-vin lavet på 100% Sangiovese efter alle kunstens regler. Primære smagsindtryk af helt unge kirsebær, hvid peber, sødlig lakrids og cedertræ. Det pakkes elegant og næsten eksotisk ind i en harmonisk eftersmag, der er vedvarende. En imponerende vin!
Den vil egne sig fint til pastaretter med sauce, kraftige grønsagsretter, grillet kød og modne oste. Vinen har potentiale nok til flere års lagring (4-8), hvis man har tålmodighed til det. Drukket i sin ungdom, må den gerne iltes på karaffel i 1-2 timer.