Sorry - this product is no longer available

Rødvin- 2013 Ca del Baio Barbaresco Marcarini, Piemonte

I farven har vinen et flot og dybt rubinrødt skær. I duften finder man dybe, modne aromaer af kirsebær, blommer og en smule hindbær. Disse toner går igen i smagen og blander sig med nuancer af peber.
Leveringstid vine: 1-2 hverdage
 
Land / Producent: Ca del Baio
Kr 319,00

Producenten
For familien Grasso, som ejer Ca’ del Baio i nærheden af landsbyen Treiso, kun 7 km. fra Alba, har respekten for naturen måske været en selvfølgelighed mere end en formuleret filosofi. Vingården er gået i arv fra generation til generation siden 1880 (4 generationer på gården lige nu), og hvis man ikke behandlede vinstokkene og den jord, de vokser på ordentligt, havde næste generation ikke grundlag for at producere gode vine.
Derfor har brugen af kunstgødning og ukrudtsmidler længe været bandlyst på gården. Sygdomsbekæmpelse går mere i retning af håndarbejde på vinstokkene (løbende beskæring eller udtynding) eller brug af seksuel forvirring mod insekterne. Kun miljøgodkendte midler bruges, hvis det viser sig nødvendigt.
I vinificeringen bruger man kun druernes naturlige gær og tilsætter ikke andet til vinen end en meget begrænset mængde SO2 (svovldioxid), som er med til at sikre vinene en god udvikling under modningen på flaske.

Distriktet
Udover det pragtfulde landskab ved foden af Alperne byder Piemonte på nogle af Italiens bedste gastronomiske specialiteter f.eks. hvide trøfler og verdens bedste hasselnødder. Vinmæssigt er der ingen andre områder i Italien med så mange DOC og DOCG. 37 geografiske områder producerer ikke mindre end 42 forskellige typer vin. Årsagen til dette brede sortiment i området forklarer de lokale med, at man i Piemonte også drikker vin udenfor måltiderne og derfor har brug for andre typer vin end de kraftige vine, man drikker til maden. Navne som Barbaresco, Barolo eller Barbera d'Alba skaber i dag stor respekt i vinverdenen.
Både Barbaresco og Barolo har deres inkarnerede tilhængere, selvom entusiasmen for Barbaresco som regel er af nyere dato. Få områder som skråningerne omkring byen Barbaresco er dyrket så intensivt, og da jordbundsforhold og eksponering varierer meget, kan der være store forskelle i stil og kvalitet for vinene fra området. Vinbøndernes kunnen har selvfølgelig også meget at sige.

Vinen
Barbaresco Marcarini fra Ca´ del Baio er lavet på Nebbiolo druer, som kommer fra marken af samme navn nær landsbyen Treiso. I flere år havde familien Grasso dyrket en 3 hektars parcel for en ven, og i 1998 blev man enige om at genbeplante en del af parcellen med bedre Nebbiolo-kloner. I 2001 købte man parcellen, og i 2004 kunne man høste de første druer. Vinen vil derfor vinde i struktur og fylde, efterhånden som vinstokkene bliver ældre. Ser man på kvaliteten af de nyeste årgange (2012 og 2013), lover det ganske godt for fremtiden.
Gæringen varer i ca. 15 dage i temperaturregulerede tanke med en forudgående skindmacerering. Derefter bliver vinen modnet i 30 måneder på 70% store fade af 20-30 hl. fra Slovenien, samt 30% barriques af 225 l. fra Frankrig.
Barbaresco Marcarini er på trods af vinstokkenes forholdsvis unge alder Ca´ del Baios mest komplekse Barbaresco. I farven har vinen et flot og dybt rubinrødt skær. I duften finder man dybe, modne aromaer af kirsebær, blommer og en smule hindbær. Disse toner går igen i smagen og blander sig med nuancer af peber. Træet er meget godt integreret i vinen og giver en meget diskret nuance af vanille. Generelt er det en meget kompleks og koncentreret vin med blød tannin til sidst.
Vinen vil egne sig fint til grillet eller stegt rødt kød, lam, kalv, okse eller vildt, men vil også passe fint til retter med and, duer eller sammenkogte, mørke kyllingeretter.