Rødvin- 2014 Avignonesi Vino Nobile di Montepulciano, Toscana

I vinen finder man toner af chokolade og tjære men samtidig friske toner af røde frugter som kirsebær og blommer. Eftersmagen er meget lang og intens og efterlader et indtryk af koncentration og klasse i munden. Server den til and, lam, okse eller vildt – gerne med kraftige saucer.
Leveringstid vine: 1-2 hverdage
 
Kr 275,00

Området
Et af de italienske områder, som er meget kendt verden over, er Toscana med sine smukke gamle villaer, sine grønne dale og skove – og ikke mindst sine flotte vinejendomme. Her er landskabet præget af vin og oliven, og når man bliver forkælet med god mad og vin, føler man sig virkelig midt i det italienske paradis på jorden. Vine som Chianti, Montalcino og Montepulciano kommer herfra.
Det er i den sydøstlige del af Toscana, man finder det bjergrige område Montepulciano, som i 1983 fik det første DOCG i Italien. Avignonesi hører helt klart til blandt eliten af producenterne i området og er bl.a. kendt for Italiens mest efterspurgte Vino Santo.

Producenten
I 1377 flyttede paven Gregoire d. 11. pavens residens, som siden 1309 havde haft adresse i Avignon, tilbage til Rom, og ved denne lejlighed fulgte nogle ædle familier med. En af dem, hvis navn måske var svært at udtale på italiensk, blev hurtigt kendt under navnet Avignonesi. Senere blev familien delt i tre grene, som bredte sig i Rom, Siena og Montepulciano. Det vides ikke, hvornår de første vinkældre blev bygget, men det kendte Palazzo Avignonesi-paladset i Montepulciano tegnet af Jacopo Barozzi (også kaldt Vignola) blev bygget i den anden halvdel af det 16. årh. og har altid fungeret som hovedsædet for vinfirmaet Avignonesi.
I 1974 overtog brødrene Falvo firmaet Avignonesi. De var i forvejen vinproducenter i Cortona-distriktet (nordøst for Montepulciano), og et kæmpe genopbygningsarbejde blev sat i værk. På vinmarkerne blev de bedste lokale druesorter valgt og nye sorter indført såsom Chardonnay, Sauvignon Blanc, Cabernet Sauvignon, Merlot og Pinot Noir.
I dag består Avignonesi af fire vinproducerende ejendomme med i alt 225 ha., hvoraf de 109 ha. er beplantede med vin og 3 ha. med oliven. Den gamle vingård Fattoria Le Capezzine ligger i en højde af 300 m. kun få kilometer fra Montepulciano og er nærmest hjertet af hele foretagendet med sine store kældre med god plads til vinificering, modning og oplagring af vinene. På Le Capezzine finder man også vinsantaia, (stedet hvor man laver Italiens mest berømte Vin Santo), og frantoio (oliemøllen). Ejendommen består af 19 ha. med 8 ha. vinmarker fordelt på 6 ha. med vinstokke dyrket efter Alberello-systemet (små buske også kaldt gobelet), 1 ha. hvor man studerer udbyttet/kvaliteten med forskellig beplantningstæthed (2.000 til 8.500 vinstokke pr. ha.), og 1 ha. hvor man forsøger at redde 127 ældre lokale druesorter, som er ved at forsvinde fra Montepulciano eller naboområderne. På gården finder man også Avignonesis berømte hestestutteri for napolitanske heste.

Den anden ejendom på i alt 68 ha. jord hedder I Poggetti og består af to vingårde på Argiano-bakkerne i nærheden af Montepulciano i en højde af 290 m. Det er her Avignonesis Vino Nobile komme fra. Vinmarkerne udgør 30 ha. beplantede med de bedste kloner af Prugnolo Gentile, og to hektarer er beplantede med oliven af Correggiolo-sorten til produktion af firmaets grønne og aromatiske extravirgin olivenolie.

Avignonesis tredie ejendom La Selva (96 ha.) ligger i Cignano på Chiuso di Cortona-skråningerne i en højde af 300 m. og består af fire vingårde: La Selva, Val di Capraia, Paggino og Pan dell’Oca. Alle producerer klassiske vinsorter som Prugnolo Gentile, Merlot, Cabernet Sauvignon, Pinot Noir, Chardonnay og Sauvignon Blanc på i alt 51 ha. vinmarker. En hektar er dækket med oliventræer.

Den sidste ejendom La Lombarda (42 ha.) ligger også i en højde af 300 m. tæt ved Le Capezzine midt i Chiuso della Valdichiana bakkerne. Her er jordbunden nærmest perfekt til vindyrkning. I øjeblikket er 20 hektarer dækket med vin, og beplantningstætheden er meget høj ifølge Avignonesis nye plantningsforeskrifter.

Vinen
Der er ingen tvivl om, at man i fremtiden endnu mere vil kunne se frugterne af det kæmpe renoverings- og genbeplantningsarbejde, brødrene Falvo gennemførte i 70’erne og 80’erne. Mange er begyndt at indse, at man ikke bare skal betragte Avignonesi som fremragende producent af Vin Santo men også som producent af store rødvine fra området.
Vino Nobile di Montepulciano Riserva laves på 85% Prugnolo Gentile (fra ejendommen I Poggetti) og 15% Cabernet Sauvignon (ligeledes fra I Pogetti) og produceres kun i de bedste årgange – deraf navnet Grandi Annate (stor årgang). Efter gæringen på rustfrie ståltanke (20 dage ved 25 grader) efterfulgt af en malolaktisk gæring bliver vinen modnet i 24 måneder på barriques af 225 l. Efter aftapningen bliver vinen yderligere modnet i kælderen for en periode af 24 måneder.
Sammenlignet med husets ”almindelige” Vino Nobile er Riserva’en mere intens og kødfuld både i duften og i smagen. Det er samtidig også en mere tanninrig vin, og dens gemmepotentiale er derfor også større (10-12 år). Også her finder man toner af chokolade og tjære men samtidig friske toner af røde frugter som kirsebær og blommer. Eftersmagen er meget lang og intens og efterlader et indtryk af koncentration og klasse i munden.
Det er en vin, som fortjener en god iltning evt. på karaffel, og som vil passe sammen med f.eks. and, lam, okse eller vildt – gerne med kraftige saucer.