Champagne- 2004 Louis Roederer Cristal Rosé Champagne

Cristal stil med frugtrighed, dybde, klasse og finesse.
Leveringstid vine: 1-2 hverdage
 
Land / Producent: Louis Roederer
Kr 3500,00

Producenten
Når man disponerer over 214 ha. af Champagne områdets bedste vinmarker – oven i købet klassificerede som “Premier og Grand Cru” – og næsten kan være selvforsynende med druer fra år til år, er man uden tvivl i en privilegeret situation. Men privilegiet er ikke noget, man kommer let til. I dag er det Jean-Claude Rouzaud, som selv er uddannet ønolog, der har ansvaret for og ejerskabet af Champagne Louis Roederer. Et bekendtskab med Jean-Claude Rouzaud overbeviser hurtigt én om, at de høje kvalitetsnormer, som grundlæggerne og deres efterfølgere satte for deres Champagnefirma, fortsat holdes i hævd den dag i dag.

Huset Louis Roederer dækker selv 80-85% af sit behov med druer fra egne marker, der er harmonisk fordelt i de 3 bedste regioner i Champagne: Montagne de Reims, Vallée de la Marne og Côte des Blancs. 97% af Louis Roederers vinmarker er klassificerede som Grand Cru eller Premier Cru. Samme fordeling findes i de opkøbte druer fra Bouzy og Ambonnay, og begge dele giver helt klart kvalitetsmuligheder.

Vinificeringen foregår i moderne, rustfri ståltanke på 60-100 hl. Det giver den bedste hygiejne og en fuldstændig kontrol over alle processer. Et par etager under jorden findes Roederers meget kendte Vins de Réserve. Det er et lager af gamle vine, som ligger på flerårsbrugte egetræsfade à 60 hl. Rémuage – drejning af flasken – foregår stadig med hånd, og hos Louis Roederer lagres flaskerne i min. 6 måneder efter “dégorgement” – dvs. påsætning af den endelige prop. En detalje som sikrer en endnu større kvalitet, fordi en Champagne, som lige er “degorgeret”, skal have tid til at falde til ro.

Vinen
I 1876 krævede Zar Alexander II, at hans eget personlige Cuvée blev præsenteret i en krystalflaske, som ikke kunne forfalskes. Historien beretter, at Zaren krævede en sådan aftapning for at signalere, at han ikke drak eller serverede en hvilken som helst Champagne for sine gæster. Da Cristal udelukkende produceres i de fineste årgange, medfører det, at Cristal i perioder opnår de højeste auktionspriser i Champagne. I øvrigt oplevede Cristal i 1995 igen at komme på det russiske marked, hvor den førhen var det førende mærke.

Cristal Rosé er lavet på 70% Pinot Noir og 30% Chardonnay fra Roederers egne 1. Cru marker i Aÿ, Verzenay, Verzy og Cumières for Pinot Noir og Le Mesnil, Oger og Avize for Chardonnay.

For at opnå Cristal Rosés smukke farve og stil bruger man hos Louis Roederer en såkaldt ”skind-macerering”, hvor skindet fra Pinot Noir i flere timer holdes i kontakt med mosten inden presning. Til denne vin anvender man bl.a. Pinot Noir druer fra nogle af firmaets ældste vinstokke i Cumières, som producerer ekstremt modne druer med usædvanlig aroma-koncentration.

Vinen er gæret på flaske i 5 år og er tilsat 11-12 g. liqueur de dosage pr. liter under dégorgering. Derefter får den lov at ligge i 6 måneder i Roederers kældre, inden den sendes på markedet.

Cristal Rosé har en flot laksefarve med gyldne nuancer. I duften finder man koncentrerede toner af røde bær, som udvikler sig meget flot i glasset. Det er en meget fed vin med meget dybe detaljer og karakterer af kirsebær, blommer og mandler. Eftersmagen er meget blød og lang og afslører til sidst et godt modningspotentiale. Meget i Cristal stil med frugtrighed, dybde, klasse og finesse.